[hjem] [email] [offentlig nøgle] [information] [indeks] [forrige] [næste]
Svømning: BobleNyt JUN/JUL/AUG 1996


TOYPEDO

Toypedo En af sommerens store legetøjsdiller i USA skulle blive "toypedoen". Opfinderen John Warner mener den skal ses før man tror den, "dens præstationer er så uvirkelige at det virker umuligt". Med lidt øvelse kan den nemlig kastes mere end 10 meter under vandet (bolde kan vanskeligt kastes mere end et par meter).

Toypedoen ligner en Professor Balthazar-raket. Den er 30cm lang og vejer 400g, har en glat overflade, runde former og styrefinner. Den er lidt tungere end vand. Formen gør at den har meget lille vandmodstand. Og det er egentlig bare det der er hemmeligheden ved den. Formen er nøje udviklet til at bevæge sig ubesværet gennem vand. Hvis toypedoen kastes gennem luften, tumler den rundt og falder hurtigt til jorden.

John Warner arbejdede tidligere med at designe atomubåde for den amerikanske flåde. Det tog ham 2 år at udvikle toypedoen. Han har brugt hydrodynamik fra NASA til at optimere størrelse og form. Der er søgt om patent på designet. Et amerikansk firma, der hedder Swimways, producerer den.

John Warner lavede helt bevidst en model der kunne kastes af både børn og voksne. Men vil det være muligt for ham at lave en model, kun for voksne, som kan kastes 100 meter under vand? "Det skulle være muligt" siger han. Den skulle i så fald kastes af en sportstrænet person. Vægten ville måske komme op på 1kg og formen ville blive en anden. Den skulle optimeres for nogle andre faktorer.

Forestil dig hvad toypedoen kan udvikle sig til. Det kunne for eksempel være starten på undervands-atletik! Længdekast og præcisionskast. Rigtige sportsgrene, der kunne være med til OL. Almindelig svømning kunne få den rolle som løb har i normal atletik.


http://www.h33.dk/bobnyt_toypedo_index.html
sidst ændret 5.okt.2003
© 1997-2003 Bjørn Hee, mailto:webmaster@h33.dk